Dette er Maria's egen beretning om hendes vej mod en mere aktiv livsstil, sin kamp mod Post Traumatisk Stress Syndrom og et mål om at gennemføre et forhindringsløb.

 

Det var lidt af et tilfælde, at jeg valgte Wholebodychallenge. Der var et opslag på Facebook først i december 2015, hvor de tilbød en "Julegave" i form af en times personlig træning og adgang til deres bibliotek på deres hjemmeside. Og jeg tænkte: "ja hvorfor ikke, det skader jo aldrig at prøve".

Jeg var allerede efter den ene time helt sikker på, at jeg ville fortsætte. Jeg havde, og har stadig, Lasse som træner og jeg fik hurtigt indtrykket af at han er utrolig professionel, meget faglig funderet og har et åbent sind, som gør, at han ser muligheder frem for begrænsninger, selvom jeg var meget tvivlende på, om jeg kunne opnå ret meget, grundet alder, vægt og en til tider ret hæmmende PTSD.

Mit indledende mål var altså at få gang i kroppen igen - noget der virkelig hjælper på mit humør, når det bare bliver gjort - og at gennemføre Female Predator Challenge 2016 sammen med min gode veninde Heidi og min datter Victoria. Et forhindringsløb på 30 forhindringer og 12 kilometer - hvilket jeg aldrig havde prøvet før.

 

Vi har trænet 1 gang om ugen i snart 6 måneder, og jeg er helt sikker på, at jeg skal have 6 måneder mere - for vi er nået så langt indtil videre, men der er langt endnu til mine drømme er opfyldt.