Da jeg for snart 6 måneder siden valgte at sende en ansøgning til veteranforløbet ved Whole Bodychallenge var jeg meget skeptisk, skulle jeg virkelig få sved på panden, skulle jeg virkelig komme ud af min egen comfort zone, skulle jeg prøve på noget som jeg bevist har undgået i mange år pga at min PTSD har styret mit liv.

Jeg valgte at sige ja til det og trykkede send, en beslutning jeg overhovedet ikke har fortrudt, nu går min frygt bare på at projektet skal stoppe.

Kunne jeg ikke selv have startet op med at træne alene? JO, hvis bare jeg ikke havde PTSD, så ville jeg muligvis have det psykiske overskud. Men jeg har PTSD, og det at Flemming og Lasse begge har en baggrund fra forsvaret, får min parader til at sænke sig lidt.

Jeg er nået dertil hvor jeg virkelig glæder mig til vi skal mødes til træning, Flemming har virkelig formået at sætte sig ind i hvem og hvad jeg er. Det får han drejet rundt så han ved hvilke knapper han skal trykke på for at få det sidste energi ud af mig.

 

 

Før jeg begyndte at træne forsvandt jeg ind i mig selv og havde et hidsigt temperament når jeg blev presset og stresset. I dag hviler jeg meget mere i mig selv, jeg har et meget større overskud i min hverdag. Jeg er startet i nyt flexjob, og alle de svære ting i hverdagen, som normalt ville have slået mig ud. Men igennem træningen får jeg brændt en masse af mine spekulationer og bekymringer af og giver min hverdag et ubeskriveligt boost og jeg har faktisk ikke haft en sygedag i mit nye flexjob efter jeg er begyndt at træne.

 

For mig er det vigtigt at folkene rundt projektet har kendskab til forsvaret og veteraner, så jeg ikke skal til at forklare mig om hvorfor jeg har det som jeg har det.

 

Fællestræningerne med de andre Veteraner vil jeg holde ved, så jeg stadig kan være overskuds-far for mine bør, og overskuds-mand for min kone.

 

Skulle ovenstående have givet anledning til yderligere spørgsmå står jeg gerne til rådighed.

 

// Lars Knudsen